www.Shibahuset.dk © 2007  E-mail : anette@shibahuset.dk 

 


Om shibaen

Shiba’en har eksisteret som race i Japan siden tidernes morgen. Ordet ”Shiba” hentyder oprindelig til noget småt, en ”lille hund”. Shiba’en havde sit hjemland i det bjergrige område ud mod Det japanske Hav og blev brugt som jagthund for småvildt og fugle.

Ovenstående er et uddrag af den officielle racestandard og noget man skal have i tankerne når man taber sit hjerte til denne skønne race. Den er oprindelig avlet til at arbejde selvstændigt med at finde byttet, ofte langt foran føreren og det betyder at det er en selvstændig og intelligent race med en stor aktionsradius. På grund af sit store jagt-instinkt skal man være instillet på at den kan være svær at have med på tur uden snor, ser den noget den opfatter som bytte så bliver den midlertidigt døv og kommer først igen når den enten har fanget byttet eller har måtte opgive.

Shibaen er vagtsom men ikke særlig støjende, den gør når der kommer gæster men falder til ro så snart du har budt dem indenfor. Den kan være reserveret over for fremmede, så det er noget man skal ofre særlig opmærksomhed ved den lille hvalp man får hjem. Sørger man for at den får masser af gode oplevelser med fremmede mennesker af alle slags vil man ofte, men ikke altid, kunne  få en hund der gerne vil snakke med fremmede, men forsømmer man dette kan man få en hund som kun er interesseret i sin egen familie.

Det er en meget kærlig og hengiven hund som elsker sin familie højt og hvis man giver den en passende aktivering er den utrolig nem at dele hverdagen med. Da det er en så selvstændig og intelligent race bestyder det også at den hurtigt kommer til at kede sig hvis man ikke sørger for at variere sin træning og hele tiden finde på noget nyt. Min gamle tæve lever sit trænings-liv efter modellen : 1.gang lære jeg noget nyt, 2.gang viser jeg at jeg kan, 3.gang "Gør det selv! jeg gider ikke mere". Men hvis jeg bare sørger for at variere træningen så deltager hun gerne. Sportræning på menneske eller dyrefært er noget der passer fint til shibaen ligesom feks. agillity eller rally-lydighed.

Dette er min personlige holdning om denne dejlige race som totalt har stjålet mit hjerte og er selvfølgelig stærkt farvet af mine egne hunde. Hvis du vil vide mere er du velkommen til at kontakt mig, ligesom jeg kun kan anbefale at du tager på en udstilling eller to og får en snak med dem der udstiller deres hunde.

Shibaen hører til i Spidshundeklubben og vi har vores egen shiba-hjemmeside hvor du også kan se mere. Køb kun shiba fra en DKK anerkendt kennel, aldrig fra en "hunde-fabrik" hvor de ikke har tid til at socialisere hvalpene.