En historie om fyrværkeri, angst og træning.
De af jer er oplevede Ayu til nytår 2006/2007 ved hvor bange hun er for fyrværkeri og til alle jer andre kan jeg fortælle at hun ikke "bare" er bange men direkte panisk... op til nytår 2006/2007 var vi seriøst bange for at hun skulle dø af chok - så slemt gik det jo heldigvis ikke, men til nytår 2007/2008 var vi på forkant med tingene og sørgede for at holde hende godt dopet.
I starten af 2008 surfede jeg tilfældigt ind på Irene Jarnved's hjemmeside "Et glad hundeliv" og så at hun søgte hunde med fyrværkeriangst til et undervisningsforløb for et hold adfærdsbehandler-elever som skulle lære at hjælpe hunde med denne type problemer. Jeg skrev straks og fortalte om Ayu og et par dage senere fik jeg en mail retur om at hun godt ville hjælpe os.
Fulde af forventning drog vi et par uger senere afsted til Slagelse og mødtes med Irene og de 3 elever. Den første gang varede 3½ time og gik med en grundig gennemgang af det der skulle ske og hvad vi kunne forvente os af træningen og hundene. vi fik fortalt at det godt kunne tage 1-2 års træning, alt afhængig af hvor bange hunden er, men vi fik også at vide at vi kunne gøre en forskel.
Irene, i midten, og resten af flokken.
Hundene blev, 1 af gangen, testet så Irene kunne bedømme hvor bange de var og hvordan de reagerede. Derefter blev træningsforløbet tilrettelagt og vi blev tilknyttet Anita som blev vores adfærdsbehandler.
Irene og de 3 elever med fronten frem + mine 2 medkursister
Træningen går ud på, lige så langsomt, at vænne hunden til de lyde den er bange for og i starten gik det meget langsomt og jeg syntes ikke rigtigt at vi kom nogen steder. Vi startede op på hundepropper som Ayu nogle dage reagerede meget på og andre dage var totalt ligeglad med, men de fleste dage var hun meget opmærksom på hvad der skete. Men siden week-enden har hun rykket sig gevaldigt og vi har nu prøvet med heksehyl med et rigtigt godt resultat, hvor hun har vist at hun aktivt fravælger lydene, så vi er rigtig glade og tror på at det nok skal komme.
Anita "vores" adfærdsbehandler
Det er et træningforløb som kræver at der investeres en del tid til hjemmetræning man vi kan se at det "giver pote". Vi har nu mødtes med Irene og Anita ialt 4 gange og mangler kun den sidste opfølgning om ca. 4 uger.
Lidt hyggesnak skal der også være plads til
Inden vi igen bliver sat igang med træningen som Ayu fandt rigtig sjov
Jeg kan kun anbefale andre at kontakte en adfærdsbehandler og komme igang med træningen - det er alt tiden og "besværdet" værd.
